Oprøret mod konkurrencestatens selvdestruktion

Skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og sosu-medarbejdere ligger i den
prestige-mæssige bund i det danske samfund. Samtidig er disse faggrupper ofte
underlagt umenneskelige arbejdsvilkår. Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto

Arbejdskonflikten i den offentlige sektor handler tilsyneladende om løn. Men vi tror, at den handler om meget mere. Vi ser den som en del af et oprør med ødelæggelsen af de offentligt ansatte.

For øjeblikket er 150.000 sygemeldt fra arbejde - det er flere end nogensinde før. Det gælder især de offentligt ansatte. Mange sygemeldinger skyldes uden tvivl stress og depressioner på grund af umenneskelige arbejdsvilkår.
   Den offentlige sektor mangler mange steder arbejdskraft, og ifølge prognoser vil der om nogle år mangle flere hundrede tusinder, hvis ikke der gøres noget ekstraordinært. I 2006 viste en undersøgelse, at skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og social- og sundhedshjælpere lå i den prestigemæssige bund i det danske samfund. Med den slags jobs fremstår man taberagtig i konkurrencestaten, og derfor vil de unge hellere noget andet.
   I en ret ny undersøgelse offentliggjort i A4 mente hver anden offentligt ansat, at servicen er blevet dårligere. De, der vurderer udviklingen mest negativt, er de, som er i direkte kontakt med borgerne. Således mener næsten tre ud af fire sosu'er (social- og sundhedsassistenter), at de er dårligere til at hjælpe de ældre end for fem år siden. Disse meldinger kom oven i de seneste års skandaler omkring særforsorgsinstitutioner og plejehjem. Professor i statskundskab, Christoffer Green-Pedersen, Århus, mener, at "hjemmehjælpernes, lærernes og pædagogernes negative vurdering af servicen kan ses som et udtryk for mangel på gejst i den offentlige sektor. Og mangel på glæde ved at gå på arbejde er et dybt alvorligt problem, især når man har med mennesker at gøre" (A4 den 4. februar).

Som henholdsvis professor i offentlig forvaltning og psykolog med mange stresssammenbrudte offentligt ansatte som patienter frygter vi, at den offentlige sektor er ved at blive selvdestruktiv. Welfare states bliver under globaliseringens tryk til workfare states. Det er 'konkurrencestater', der med regeringerne som coaches og deres økonomer som socialingeniører gør såvel individernes som samfundets konkurrenceevne til målene for de statslige politikker.

Individuel egennytte
De ansatte sås fra begyndelsen af 1980'erne i forvaltningspolitikken ikke længere som samarbejdende faggrupper, der ud fra faglige normer og etik vil det bedste. Tillid blev erstattet af mistillid. Man mener i stedet, at de og deres faglige organisationer dyrker snævre egeninteresser. Man droppede al tale om medarbejderdemokrati, og man appellerede i stedet til medarbejdernes individuelle egennytte. De skulle motiveres med nye 'incitamentsstrukturer' og konkurrence til at yde mere. Deres indsats skulle måles og evalueres. Det samme skete for uddannelsessøgende fra børnehaveklasse til universitet, de sociale klienter og udstødte fra arbejdsmarkedet med 'kontrakter', tests og kompetenceudvikling. De offentlige ledere skulle have mere magt over de ansatte, men skulle også selv styres gennem kontrakter, målinger og evalueringer.
   Mennesket ses i markedssamfundet som en vare, der med sine ressourcer og kompetencer ikke blot tjener til at skabe produkter og ydelser, men hvis opgave det er at lade sig selv produktudvikle og blive likvid som led i den samfundsmæssige totalmobilisering af borgerne som arbejdskraft.
   Markedsgørelsen af forvaltning og mennesker og af statens relation til borgerne er blevet kaldt New Public Management - inspireret af det private arbejdsmarkeds moderne management. Oven i denne nu 25 år gamle forvaltningspolitik har politikerne lagt stadig flere omstruktureringer og reformer. Vi har haft kommunalreform, velfærdsreform, universitetsreform, politireform, retsreform og mange andre reformer.
   Vores diagnose er, at rigtig mange er ved at være for pressede under konkurrencestaten. Allerede fra børnehavealderen og frem præpareres borgeren til som 'arbejdskraft' at koncentrere sig om at øge egen markedsværdi. I denne henseende er alle udsatte. Men de ansatte 'markarbejdere' i den offentlige sektor med den daglige kontakt med 'kunderne' er udsat for et særligt pres. De er udsat for et kontroltyranni. I forbindelse med reformerne er der ansat offentlige ledere, der har til opgave at tilse og kontrollere, at 'markarbejderne' leverer effektivitet og resultater, så økonomistyringens krav om øget produktivitet kan overholdes. Endelig er der borgerne, der som klienter eller patienter - eller 'brugere' og 'kunder' i den offentlige sektor, som de hedder i markedsdiskursen - ikke får den 'service', politikernes retorik har skabt forventninger om, fordi der ikke er afsat økonomiske ressourcer til det, og fordi de offentligt ansatte ikke har skyggen af chance for at levere stadigt flere ydelser.

Dehumanisering
Den markedsgørelse, som giver sig udtryk i det offentliges relation til borgerne og medarbejderne helt ind kernen af den offentlige sektor, har betydet en fremmedgørelse og reduktion af mennesket og af menneskelige relationer. Man kunne også tale om dehumanisering eller afmenneskeliggørelse. Det helt grundlæggende i reduktionen eller dehumaniseringen er den ensidige fokusering på udviklingen og udnyttelsen af den menneskelige kapacitet til at være målrettet, evigt omstillelig 'udretter' og 'resultat-opnåer' på bekostning af de kvaliteter og ressourcer, der er nødvendige for, at vi kan være i vores liv og arbejde og udvikle os som hele og livsduelige mennesker og medmennesker. Performance, image og resultatopnåelse vægtes højt, mens det at vokse og modnes som det menneske og medmenneske, man er, ikke lader til at være særlig betydningsfuldt. Det samme gælder samarbejde, omsorg og faglig etik.
   Det forværrer problemerne yderligere, at ledende politikere igennem mange år har udsat skiftende medarbejdergrupper for offentlig kritik og undertiden regulær udhængning. Øjensynligt for at gøde jordbunden for 'omstilling' og effektivisering er hele faggruppers hidtidige praksis og indstilling til arbejdet blevet diskvalificeret som ineffektiv og uduelig. En sådan ydmygelse og nedgøring vil uvægerligt undergrave medarbejdernes faglige identitet, stolthed og værdighed, hvilket på sin side gør det lettere at få dem til at makke ret og stille op til reformernes krav om ændrede arbejdsvilkår og arbejdsindsats.

Falder tilbage på ledelsen
Offentlige udhængninger af medarbejdergrupper inden for det private erhvervsliv ville være helt utænkeligt - eksempelvis at en direktør for Grundfos offentligt udtalte sig om f.eks. de ansatte ingeniørers faglige uduelighed og manglende effektivitet og resultatopnåelse. For det første ville de dårlige resultater falde direkte tilbage på ledelsen - og ville kunne resultere i fyring af ledelsen selv. For det andet ville man ikke kunne tiltrække og fastholde den pågældende medarbejdergruppe og herved sikre en kontinuert faglig udvikling. For selvsagt har det offentlige fastholdelsesproblemer.
   Den manglende indsigt i og respekt for menneskers kapacitet, deres behov for personlig identitet, anerkendelse og naturlige udfoldelsesmuligheder, der giver sig udtryk i New Public Management, har medført, at et stigende antal medarbejdere bukker under og rammes af lidelsesfulde stresssammenbrud og depression, samtidig med at samfundsøkonomien drænes for milliardbeløb på grund af sygefravær og behandlingsbehov, der skal dækkes af et økonomisk udsultet social- og sundhedsvæsen med nedslidte og sygeliggjorte medarbejdere.
   De offentligt ansatte 'markarbejdere' bør sikres menneskeværdige arbejdsvilkår, hvor man ikke risikerer at blive syg af at passe sit arbejde. Det må ligeledes være en selvfølge, at arbejdsmiljølovgivningen overholdes, og at det skal have konsekvenser for arbejdspladsen og ledelsen, hvis medarbejderne pålægges urimeligt store arbejdsbyrder eller arbejdsopgaver, der i realiteten er umulige at udføre.

Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, KU. Nadja Prætorius er mag.art., klinisk psykolog. Tim Knudsen er forfatter til 'Fra folkestyre til markedsdemokrati' og Nadja Prætorius til 'Stress - det moderne traume'.