Friheden til at være menneske

På trods af arbejdspladsernes officielle kerneværdier som frihed til selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet, selvforvaltende teams og personlig ansvarlighed er virkeligheden en stadigt større umyndiggørelse - fagligt som menneskeligt.

"Danmark er mulighedernes samfund, et rigt og velfungerende samfund, hvor den enkelte har frihed til at tage initiativ, udfolde sig, tænke nyt. Et samfund med frihed til forskellighed."
   Således indleder statsministeren sin nytårstale 2008. Min umiddelbare reaktion var en forunderlig blanding af uvirkelighedsfølelse og genkendelse. Umærkeligt mistede jeg orienteringen. Det varede lidt før tankevirksomheden og min fornemmelse for det sagte blev så klar, at jeg i det mindste forstod min egen reaktion. Men gjorde det statsministerens udsagn mere meningsfuldt eller for den sags skyld mere sandt?
   Citatet er som taget fra listen over værdier, som ethvert firma og den offentlige forvaltning har ladet opstille som udgangspunkt for varetagelsen af arbejdets organisering og ledelse. Altså en række gode intentioner og ønsker. Også statsministeren har i sine tidligere taler tage udgangspunkt i værdier, såvel menneskelige som samfundsmæssige, ja endda i nødvendigheden af at føre en værdikamp. Ordene er altså sagt før - deraf genkendelsen. Uvirkelighedsoplevelsen kommer af, at ordene ikke længe er udtryk for et idégrundlag og gode intentioner, men at de hævder at beskrive virkeligheden, som den er her og nu.
   Værdikampen er vundet, og alt er allerede i skønneste orden. Herefter er det ingen sag at opregne alt det store, vi kan udrette, og alt det vi kan få indflydelse på nationalt og globalt, når vi blot står sammen og kæmper sammen med andre om at forsvare vores frihed. Det er noget, der går rent ind i hjertekulen på den danske folkesjæl, og vi føler os med ét slag ovenpå og glemmer alle hverdagslivets fortrædeligheder. Eller gør vi?
   Samtidig med, at statsministeren holdt sin tale, landede en mail fra en offentligt ansat jordemoder i min mailboks. Hun har været langtidssygemeldt, og er nu tilbage. Hendes beskrivelse er et skoleeksempel på vilkår, der i den offentlige sektor er med til at nedbryde et alarmerende og stadigt stigende antal medarbejdere og ledere, så de bliver fysisk og psykisk syge af det. Og som udelukker muligheden for at stå sammen og være fælles om arbejdsindsatsen. I uddrag lyder hendes mail således:

Et nødråb
"For første gang nogensinde har jeg fået så stor afstand til mit arbejde, at jeg kan beskrive, hvor meget og hvordan, det har fyldt i mit liv. Jeg har altid ment, at jeg dybest set var glad for ar være jordemoder. Jeg (har) altid følt, at mit arbejde som oftest var bekræftende og meningsfyldt. Mit kollegiale tilhørsforhold har været en vigtig og stor del af mit arbejdsliv. Jeg har altid været engageret. Faren for stress og udbrændthed har jeg hele tiden anet både hos mig selv og mine kolleger, og det har motiveret mig til at forsøge at gøre noget ved det. Men er det overhovedet muligt ? Jeg er ikke sikker. Jeg ville ønske, vi jordemødre bare kunne få arbejdsro. Med ro mener jeg også tid. Jeg vil have tid til at passe én fødende ad gangen uden at blive forstyrret af behovet for at besvare telefoner, checke en CTG (skanner), passe en PP-med. (igangsættelse af fødsel) med venstre hånd samtidig med, at jeg må hjælpe sosu-en med at rede stue op, fordi hun er alene i vagt og også er presset. Og hvad med den fødende? Ja hun kan nemt blive syltet med dårlig samvittighed til følge. Ved vagtens slutning er det ikke ualmindeligt, at jeg ikke har fået en pause, at jeg ikke har fået noget at spise, at jeg ikke har været på toilettet , og at jeg er mere eller mindre dehydreret, fordi jeg ikke har nået at tænke på mine egne behov. Samtidig bliver der hele tiden ringet hjem på privaten om ekstravagter pga. sygdom. Det forstyrrer familielivet og efterlader altid igen lidt dårlig samvittighed, hvis man må sige nej. - Måske skulle vi i fællesskab kaste håndklædet i ringen, for på denne måde kan det ikke fortsætte uden store omkostninger for den enkelte jordemoder og i sidste ende for den fødende."

Syg af arbejde
I de år jeg har arbejdet som krisepsykolog med speciale i arbejdsrelaterede stresslidelser og de menneskelige konsekvenser af destruktive arbejdsvilkår, har den helt gennemgående reaktion på en medarbejders stress-sammenbrud været, at det var noget, den enkelte var ansvarlig for, ligesom det var overladt til den enkelte at få gjort noget ved det. Jordemoderens bud på en løsning af situationen, hvor hun taler om, at faggruppen bør kaste håndklædet i ringen, var en ny udmelding, om end forudsigelig. For mig har spørgsmålet været, hvilken medarbejdergruppe, der først vil stå sammen i opgøret med fagligt og menneskeligt undergravende arbejdsvilkår. Og hvad med fagforeningerne?
   Især de sidste år efter de store reformer er det alment erkendt, at det står rigtig skidt til i den offentlige sektor - såvel på lederplan som hos medarbejderne. Mine erfaringer fra bl.a. foredrags- og kursusvirksomhed er:

• at forholdene bliver stadigt værre og
• at medarbejdernes analyser og beretninger er fuldstændig enslydende,
  hvad enten jeg befinder mig i en forsamling af langtidssygemeldte kontanthjælps-
  modtagere, hospitalsmedarbejdere eller universitetsforskere og professorer.

Hvordan er det kommet hertil, og hvad er konsekvenserne egentlig? Hvor bliver vi af som mennesker - børn, unge, voksne og ældre - i al den snak om produkter, udvikling, konkurrence, vækst og succes? Hvad sker der med os, når vi nærmest uden at opdage det, berøves oplevelsen af noget grundlæggende og oprindeligt ved at være menneske og medmenneske og at være til stede i livet her og nu? Fordi vi piskes til at overskride vores menneskelige og faglige kapacitet og ydeevne, så et alarmerende højt antal medarbejdere er nødt til at tage lykkepiller for overhovedet at kunne gå på arbejde.
   Besvarelsen af spørgsmålet må tage udgangspunkt i noget uforanderligt og fundamentalt ved at være menneske, nemlig menneskets grundforudsætninger, som adskiller os fra alt andet levende her på jorden. Til grundforudsætningerne hører kvaliteter som f.eks. abstraktionsevne, refleksion og selvrefleksion, indlevelse, kærlighed og medfølelse. De gør det muligt for os at erfare og erkende, hvad det er for en virkelighed og verden, vi er del af, samt hvad det vil sige, at være menneske. Og at vi har mulighed for at nytænke og skabe visioner, der kan danne udgangspunkt for en ny virkelighedsoplevelse og en ny måde at være i verden på.

Udsat for bedrag
Spørgsmålet er, hvorfor ordene, når de optræder i statsministerens nytårstale giver anledning til følelsen af at være udsat for bedrag? Det umiddelbare, indlysende svar er, at hans beskrivelse ikke svarer til virkeligheden.
   På trods af arbejdspladsernes officielle kerneværdier som frihed til selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet, selvforvaltende teams og personlig ansvarlighed er virkeligheden en stadigt større umyndiggørelse fagligt som menneskeligt. Der praktiseres ovenfra i systemet benhård styring, kontrol og ensrettende manualisering af arbejdet. Helt grundlæggende er en ensidig fokusering på udviklingen og udnyttelsen af den menneskelige kapacitet til at være målrettet, 'udretter' og 'resultatopnåer' på bekostning af de kvaliteter og ressourcer, der er nødvendige for at vi kan være i vores liv og arbejde som hele og livsduelige mennesker og medmennesker. Det sørgelige er - som nyere hjerneforskning har vist - at den resulterende kroniske højstresstilstand afskærer os fra netop brugen af de højere hjernefunktioner, der gør os i stand til at udfolde vore unikke menneskelige kvaliteter. Hjernens neurobiologiske system står nemlig i overlevelsens tjeneste.
   Efterhånden ser jeg mig selv ikke blot som psykolog, men i lige så høj grad som arbejdsmiljøaktivist, der forsøger at gøre det klart, at det er en menneskeret at kunne passe arbejdet uden at blive syg af det. Måske er det på tide at få stablet en arbejdsmiljøbevægelse på benene, som i lighed med klima- og miljøbevægelsen kan pege på de ufattelige værdier, der er truet, når der drives rovdrift på alt og alle på denne jord, der kan ses og omdannes til omsættelige varer - i markedets og konkurrencens tjeneste.