Mobning forklædt som management

Vor tids kapitalist er ikke en mavesvær cigarryger i skødefrakke men en moderigtig manipulator, der i et falsk skær af moderne management pisker de sidste kræfter ud af segnende medarbejdere med overdreven kontrol og styring. Megen moderne ledelse kaldes »løgn og bedrag« af Nadja Prætorius, privatpraktiserende psykolog, der får stadig mere travlt med at samle stumperne af ofre for destruktiv ledelse.

Set fra en privatpraktiserende psykologs konsultation er det, som om værdigheden og anstændigheden siver ud af det danske arbejdsmarked i disse år. Sammenbrudte ofre for mobning og stressbelastninger på arbejdspladsen henvises i stadig større antal til rehabilitering. Hvis de var biler, ville kuren hedde totalrenovering, og alligevel ville det være usikkert, om de bagefter kunne gå igennem et syn.
   Nadja Prætorius, privatpraktiserende psykolog gennem mange år, er rystet over den udvikling, der er i gang, og de skæbner, der bukker under for belastningerne på arbejdet. Hun har gennem sin karriere behandlet folk i alle tænkelige kriser, men dette slår alt.
   »Jeg tror, de fleste ville blive forfærdede, hvis de så, hvad mobning gør ved folk. De knækker virkelig – det er mennesker, der i bogstavelig forstand er ude af sig selv. Det kræver et stærkt bryst igen og igen at skulle være vidne til, at ellers sunde, raske og smukke mennesker bare sidder dér og ikke ved, hvem de selv er, ikke kan lægge to og to sammen og dårligt kan stå op om morgenen. De må tit stå flere års behandling igennem for at blive til hele mennesker igen, og så kan det endda være tvivlsomt, om de kommer tilbage på arbejdsmarkedet,« siger hun.

Destruktiv ledelse
Nadja Prætorius er ikke desto mindre kendt for at opnå gode resultater med mobbeofre og får henvist klienter fra hele landet. Hun har på den baggrund fingeren på pulsen, og der er derfor vægt bag ordene, når hun råber vagt i gevær over for en ny afart af mobning, der vinder stadig større indpas: Destruktiv ledelse.

Det er påfaldende, hvor meget man fra politisk side taler om stok og gulerod – som om befolkningen var kvæg. Dermed intimiderer og mistænkeliggør man jo menneskers helt naturlige ønske om at gøre et stykke arbejde og om at give sig selv med liv og sjæl.

Destruktiv ledelse stiller sine medarbejdere over for umulige valg, der kun kan resultere i forkerte og angribelige beslutninger. Den kan tvinge sine medarbejdere til at handle i strid med love og regler, gå på kompromis med deres faglighed og erfaringer, og den kan tvinge medarbejderne til at forringe kvaliteten af det arbejde, der ellers har givet dem arbejdsglæde og en positiv identitetsfølelse. Det holder ingen til i længden.
   Psykologen oplever problemet hos blandt andre sagsbehandlere og socialrådgivere i kommunerne, som bukker under for et pres, der i sidste ende kommer fra den politiske ledelse og skyldes nedskæringer og besparelser.
   »De har været vant til at hjælpe og være til rådighed for borgerne. Nu lyder dekretet ned gennem de forskellige lag af ledelser, at de skal ændre adfærd, fordi de koster for mange penge. Deres faglige kompetence bliver udskreget som blødsødenhed, og alene på grund af økonomiske begrænsninger tvinges de til at gøre ting, som er fagligt ukorrekte,« fortæller Nadja Prætorius.
   Som udgangspunkt har destruktiv ledelse ikke det motiv, der ligger i »rovmobberens« ønske om at knække en anden person eller »konfliktmobberens« behov for at undertrykke en person med modstridende interesser. Men der er en glidende overgang, og de traditionelle mobbemetoder ligger lige for, hvis medarbejderne viser sig genstridige og stiller helt relevante spørgsmål, påpeger psykologen.
   Hun understreger, at den destruktive ledelse dukker op i alle afkroge af det danske samfund, hvor der i disse år skæres ned på medarbejderne, mens opgaverne vokser, og der derfor må ske en voldsom forøgelse af tempoet. Det offentlige mantra er effektivisering, det private øget konkurrenceevne.

Forråelse
»Det hænger også sammen med den almindelige forråelse, vi oplever. For reaktionen er benhård og kontant, hvis man ikke dukker nakken og spiller med fra start. Så er man en brokker og får at vide, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så … Man truer folk på et arbejde, de er afhængige af, og det er jo ret alvorligt,« siger Nadja Prætorius.
   Hun viger ikke tilbage for at give ledende politikere et stort medansvar for den forråelse, der sker i hele samfundet, og som viser sig som mobning og destruktiv ledelse på arbejdspladserne.
   »Det er påfaldende, hvor meget man fra politisk side taler om stok og gulerod – som om befolkningen var kvæg. Dermed intimiderer og mistænkeliggør man jo menneskers helt naturlige ønske om at gøre et stykke arbejde og om at give sig selv med liv og sjæl. Og når holdningen udstilles af folkevalgte, så må den nødvendigvis forplante sig i systemet og også blive brugt på arbejdspladsen til at udøve pres,« mener hun.
   Nadja Prætorius finder den destruktive ledelse så meget mere skræmmende, som at den pakkes ind i plusord fra den moderne management-filosofi: Flad ledelsesstruktur, selvforvaltning, uddelegering af ansvar, kreativitet og selvbestemmelse.
   »Det er løgn og bedrag. Realiteten er, at ledelserne afsondrer sig i toppen og sparker ansvaret for det beskidte arbejde nedad. Det såkaldte ansvar er fast formulerede præstationskrav, som man bare har at overholde. Samtidig er uddelegeringen kombineret med en større og større kontrol, overvågning og kritik,« påpeger Nadja Prætorius, som har den faste overbevisning, at netop de nye ledelsesformer udklækker mobbere i bundter.

Går jeg ud ad min dør og bliver slået ned, kan jeg gøre et erstatningsansvar gældende. Men bliver jeg systematisk nedbrudt på arbejdet, går mobberen eller den destruktive leder fri.

»Det er, som om de springer ud af skabene. Når der omstruktureres, dukker der nye, unge ledere op, som ikke aner, hvad ledelse er. Men de presses af den øverste top til at udøve pres på medarbejderne. Og vi ved fra os selv, at hvis vi presses af en autoritet over os selv, og vores arbejde er på spil, så kan man faktisk få folk til at gøre ting, man ikke vil have drømt om på forhånd,« siger psykologen.

En gylden sag for fagbevægelsen
Kravene på dagens arbejdsmarked er ude af trit med menneskets naturlige kapacitet og trivsel, og Nadja Prætorius undrer sig over, hvorfor fagbevægelsen ikke engagerer sig langt mere offensivt i kampen for medlemmernes psykiske arbejdsmiljø. I mobning og destruktiv ledelse har den, hvad hun kalder »en gylden sag«. Men bortset fra enkelte dygtige sagsbehandlere rundt omkring i forbundene oplever hun ikke, at nogen vil gøre noget ved problemet.
   »Jeg blev på et tidspunkt kontaktet – hemmeligt – af en gruppe medarbejdere i statsadministrationen. De var udsat for rovmobning af så grov en art, at jeg simpelthen ikke troede det muligt i Danmark. Det var højtuddannede, modne personer, der i årevis havde beskæftiget sig med forskning og internationalt samarbejde på et område, der drejede sig om liv og død for mennesker. Motivet for mobningen var helt tydeligt at skaffe sig af med dem for at bane vej for yngre medarbejdere, som lettere ville lade sig manipulere. De blev presset til at omgå loven, og hvis de ikke makkede ret, blev de overlæsset med arbejde. Jeg var rystet og spurgte uvilkårligt, hvorfor de da ikke gik til de politiske partier eller deres faglige organisation. »De vil ikke røre det med en ildtang,« sagde de. Men hvorfor, vidste de ikke,« fortæller Nadja Prætorius.
   En af de forklaringer, hun har fået på de faglige organisationers passivitet, er, at de samme uheldige vilkår hersker inden for fagforeningerne selv. En anden, som hun hellere vil tro på, er manglende forståelse for, hvad der er galt.
   Denne manglende viden oplever psykologen også nogle gange, når hun får henvist klienter, der har været i forudgående behandling. Et alvorligt nedbrudt mobbeoffer var for eksempel blevet henvist til parterapi af sin læge. Det var for det første en fejldiagnosticering af rang. For det andet et brud på den psykologiske grundregel, at man ikke piller ved folks parforhold i en periode med udbrændthed. Parforholdet skal nok komme sig, når folk igen får samlet deres personlighed.

Retsløs på arbejdet
For at komme uvidenheden og mange behandleres magtesløshed over for problemet til livs efterlyser Nadja Prætorius metoder, som med stor sikkerhed kan sandsynliggøre, at en person har været udsat for mobning. Nøjagtig som Rehabiliteringscentret for Torturofre har udviklet symptombilleder til at spotte tortur.
   Det vil også være første skridt på vejen til at give mobbeofre en retssikkerhed, som de ifølge Nadja Prætorius er fuldstændig berøvet i dag.
   »Man er retsløs på arbejdsmarkedet. Går jeg ud ad min dør og bliver slået ned, kan jeg gøre et erstatningsansvar gældende. Men bliver jeg systematisk nedbrudt på arbejdet, går mobberen eller den destruktive leder fri. Jeg har haft flere utvetydige mobbesager, som Arbejdsskadestyrelsen bare har afvist – uden at indhente hverken læge- eller psykologerklæring. Det hele står og falder med, hvordan mobbeofrene formulerer det skete, og det ser man bare stort på. Det er jo rystende! Arbejdsmiljøloven må tages alvorligt, så det gøres ulovligt og får konsekvenser at mobbe. Det er jo grundlæggende forkert, at det altid er den mobbede og aldrig mobberen, der må forlade en arbejdsplads,« mener Nadja Prætorius.
   Hun spørger provokerende, om man kunne forestille sig barnet og ikke den pædofile forlade en daginstitution efter et overgreb?
  »Man kan også drage en parallel til dyrevelfærd. Vi er efterhånden ikke i tvivl om, hvad der er sundt og godt for dyr. Nu er det på høje tid, vi begynder at beskæftige os med menneskers velfærd,« mener hun.