Interview
Om arbejdsliv, stress og meditation
Om brug og misbrug af meditative teknikker.
Interview med psykolog Nadja Prætorius.
På en smuk efterårsdag møder jeg psykolog og praktiserende buddhist Nadja Prætorius i hendes hjem syd for Præstø. Huset ligger med udsigt over vandet, og på denne dag er vandet roligt, himlen skyfri, og med sin store menneskelige erfaring udstråler Nadja, som denne dag, en ro, skønhed og klarhed. Det er til trods for, at hun netop er flyttet ind i dette nye hus sammen med sin mand, og at de desuden, under et stort tidspres, netop har fundet nye lokaler til deres virksomhed; Liv i balance, samtidig med at Nadja lige har lagt sidste hånd på en bog omarbejdsliv og stress. Og det er ikke just ud af harmoni, at Nadja har skrevet bogen "STRESS - det moderne traume". Som vi vil læse i interviewet er hendes bog stærkt kultur kritisk. Nadja Prætorius har med sit kliniske psykologblik set, at vi kan blive så stressede af vores arbejdsliv, at vi får samme symptomer som voldsofre. Hun beskriver i den sammenhæng, hvordan meditative teknikker undertiden misbruges til profitmaksimering, og hvordan de indirekte kan dække over stressfaktorer i arbejdet. Men der er også et håb, nemlig når vi ved enkle buddhistiske metoder og i overensstemmelse med det oprindelige værdigrundlag kan få hjælp til at modvirke stress som en social patologi
Selvudvikling i management-kulturen
Nadja: Managementkulturen med selvudvikling og personlig udvikling har hele sit historiske udspring i 70'erne, hvor man startede med encounter grupper og gestaltterapi. Gestaltterapien hviler i høj grad på det, man har udviklet i østen omkring nærvær, tilstedevær, opmærksomhed. Det er en forudsætning for, at man i dag kan sætte fokus på ens egen ansvarlighed og ens egen personlige udvikling indenfor managementkulturen. Man har tænkt, her har vi et middel til at optimere menneskets funktionsevne. Problemet er bare, at hvor man i den oprindelige tradition selv valgte at arbejde med sig selv for at blive mere klar, mere åben og opløse nogle fordrejninger og forhindringer, for at komme mere sandt, medfølende og autentisk tilstede i sit liv, så er der i moderne virksomhedsledelse tale om at medarbejderne bliver påbudt at arbejde med sig selv. Og den bagved liggende dagsorden er, at de så bliver mere effektive, og derved opnår succes til gavnfor arbejdspladsen og for sig selv.
Misbrug af meditative teknikker
Spørgsmål: Hvis jeg så må stille dig et lidt provokerende spørgsmål. Er det så ikke, for dig som buddhist, fantastisk, at buddhistisk visdom er blevet spredt til arbejdslivet?
Nadja: Buddhistisk visdommer ikke blevet spredt til arbejdslivet, men buddhistiske teknikker til at arbejde med sindet er spredt til arbejdslivet. Og vi har her at gøre med et helt andet værdimæssigt udgangspunkt. Det, der er den helt afgørende forskel, er, at den buddhistiske filosofi ikke har bagtanker eller en dagsorden om, at det skulle gøre én mere konkurrencedygtig og bedre til at producere mere. For at sige det lidt groft, så er det overordnede formål inden for moderne arbejdsledelse og management at skabe en bedre bundlinie, en bedre produktivitet og at kunne stå sig bedre i konkurrencen. På den måde risikerer man at bruge buddhistiske redskaber med en dagsorden, som er modproduktiv til, hvad de buddhistiske metoder har været brugt til. Fordi, sådan som jeg forstår buddhismen, så praktiserer man for at kunne være mere tilstede, mere opmærksom på, hvordan jeg, i den sammenhæng jeg er i, bedst kan bruge de kvaliteter, jeg har, til helhedens gavn. Sådan, at jeg med den realisering, jeg opnår, vil kunne frigøre visdom og resurser til at være tilgavn for flest muligt. Det har ikke noget at gøre med en dagsorden for et firma, eller hvordan mit cv kan blive bedre, eller hvordan jeg kan optimere mine kompetencer for at få et job, hvor jeg scorer kassen. Det, man i den sammenhæng taler om, er, at man skal overgive selvet til firmaets kultur. Det har intet at gøre med den overgivelse af selvet, man taler om i buddhismen. I virksomhedsledelse befinder man sig på det relative niveau, og her risikerer man at frarøve mennesker noget ufatteligt vigtigt, nemlig en oplevelse af identitet. Og det at være i kontakt med sig selv. Det gør, at mennesker bliver frarøvet muligheden for at mærke og erkende og være i en dyb kontakt med, hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er rigtigt for en selv. Man må ikke glemme, at hvis man på det relative niveau begynder at pille ved vores identitetsoplevelse, så får man store problemer.
Spørgsmål: Gør man ikke allerede det i buddhistisk praksis eller hvordan?
Nadja: Du kan godt sige, at du overgiver selvet, men det er ikke som en ydre styring med det formål, at du skal blive bedre til at optimere noget, så du bedre kan konkurrere for dit firma. Du gør det for at stille dig i en dybere visdoms tjeneste. Nemlig sindets åbne nærvær og evne til at være bevidst og udfolde kvaliteter, som der er brug for.
Evaluering som kontrolmekanisme
Spørgsmål: Der er vel en grund til, at man har en praksis, og så vil man vel også vide om det nytter noget? Og det er vel også det, man gør, når man evaluerer. Nytter det noget? Gør jeg det rigtige eller kunne jeg lige så godt gøre noget andet?
Nadja: Evalueringer er i bedste fald kontrolmekanismer på arbejdspladser. Hvis det her ikke går, så må vi gøre noget andet. Sådan er det ikke i buddhismen. Du må gøre din praksis, fordi du har dyb tillid til, at det vil være dig en hjælp. Og det er ikke bare noget, du skifter ud, fordi du ikke lige kan se forandringer. Hvis du ved, at det er den buddhistiske vej, der kan skabe større klarhed, så er du også nød til at bruge den i perioder af dit liv, hvor du hverken kan finde hoved eller hale eller op eller ned.
Spørgsmål: Jeg forestiller mig bare, at den tillid har man ikke altid, og den må vel også komme ud af en oplevelse af, at det duer til noget?
Nadja: Hvis den buddhistiske vej en den rigtige for én, og jeg siger ikke, at det er den rigtige vej for alle, så er det en del af praksissen, at der kommer forhindringer, hvor man støder på tvivl og negativitet overfor sin praksis - og overfor sin lærer for den sags skyld. Det er en del af de områder af ens mentale og følelsesmæssige oplevelser, der kan være skabt i løbet af ens opvækst. Det kan være et opgør med sådanne fordrejninger, og måske også med autoritetsproblematikker. Men også, kan jeg stole på min egen sansning? Kan jeg stole på mine egne værdier? Specielt fordi der brager en hel masse andre værdier omkring i det samfund vi lever i, som faktisk er meget lidt buddhistiske. Min lærer plejera t sige, at hvis du kan se på din praksis, at du er blevet et mere hensynsfulgt, mere tålmodigt, mere kærligt menneske, som har en større klarhed i dit liv, så kan du se, at praksissen virker. Det, der er min pointe er, at man må skelne mellem buddhistisk praksis og det, der foregiver at være selvrealisering, og som i realiteten er et ydre styret pålæg tilmennesker om at udvikle bestemte sider af sig selv. Altså at det at arbejde med sig selv og med sit sind er en modningsproces, som er den enkeltes eget projekt med sig selv ud fra den enkeltes egne værdier. Så uanset hvor man er placeret i samfundet, kan man praktisere buddhisme til gavn for så mange som muligt.
Buddhistiskpraksis og lønarbejde
Spørgsmål: Hvad er modsvaret? Kan man forestille sig en buddhistisk praksis inkorporeret i et lønarbejde?
Nadja: Absolut. Ved, at du ero pmærksom og nærværende, og at du via din buddhistiske praksis er sammen med andre mennesker på en hensynsfuld oggavnlig måde. Måske ville en buddhistisk praktiserende ikke som det første vælge at arbejde på en våbenfabrik eller i en moderne grisebesætning. Med mindre vedkommende har opnået en realiseringsgrad, der gør det muligt at være til gavn sådan nogle steder. Modsvaret til at misbruge meditationsteknikker i moderne managementer, at man vælger at bruge den buddhistiske praksis, som den er tænkt. At når man er på sit arbejde, så er man opmærksom på, at man kan stå inde for det man gør, og for den måde, man er der som et medmenneske. Det samme gør sig gældende, når jeg arbejder med mennesker, der er gået ned med stress, fordi de er blevet traumatiseret på deres arbejdsplads. Det væsentligste er, at de får hjælp til at komme til sig selv. Det kan bl.a. ske ved at de får hjælp til at komme ind i en daglig rytme, og i den forbindelse lærer at arbejde med enkle, meditativeøvelser, der lidt efter lidt giver dem oplevelsen af at komme i kontakt med sig selv. Eller som de selv siger: "Nu kan jeg mærke,at jeg er kommet hjem igen ogkan mærke mig selv."
Opmærksomhed på kroppen som modsvar til stress
Spørgsmål: Kan du give et eksempel på en øvelse du har givet til en stresset person?
Nadja: Den tager udgangspunkt i opmærksomhed på kroppen og åndedrættet. Opmærksomhed på den atmosfære du har omkring dig selv. Det har neurologiske konsekvenser at køre et kronisk højstresset liv, og det kan være en hjælp i rehabiliteringsprocessen, at man lærer at arbejde med kropsopmærksomhed og opmærksomhed på åndedrættet, således som vi lærer indenfor stilhedsmeditation. Selvfølgelig kan man ikke sætte mennesker i højstress til at lave stilhedsmeditation. Men man kan forberede dem - ligesom Thich Nhat Hanh anbefaler - ved at man arbejder med én ting ad gangen, at man er fuldstændig til stede, og at der ikke er andre ting at tænke på end lige præcis det, du gør ligenu. Det er tilsyneladende meget gavnligt, når man søger at rehabiliterer hjernen, så den genvinder sin normale funktion.
Jeg sidder altså ikke og siger, at vi ikke skal bruge buddhismens meditationsteknikker, men at vi må gøre det udfra buddhismens egne præmisser. Det er med andre ord ikke tilrådeligt, at have andre dagsordener end at komme i kontakt med dig selv og dine kvaliteter og evner til at være et årvågent og godt menneske og medmenneske. Det vil selvfølgelig kunne indebære, at man vælger at sige, at jeg kun påtager mig det arbejde jeg har kapacitet til, mens det, der ligger udenfor, det påtager jeg mig ikke.
Det kan man ikke gøre alene, men hvis vi taler om et modsvar til, at mange mennesker er udsat for at blive livsvarigt invalideret på deres arbejdsplads eller i undervisningssystemet, så må det være, at bidrage til at skabe en kollektiv bevidsthed om, at det ikke er i orden at presse mennesker ud over deres kapacitet, eller at udsætte dem for identitets- og personlighedsforstyrrende evalueringer og krav om resultatopnåelse, samtidigmed, at arbejdet i realiteten er umuliggjort, fordi der er afsat for få ressourcer til det.
Managementværdier som vækst, konkurrence og succes, og det fokus der er på topstyring og ensretning, og på at medarbejderne er gode til at opvise kvantitative resultater, samtidigmed at man undervurderer kva-iteten af menneskers liv og måde at være tilstede i arbejdet, skaber så store ubalancer hos os, at vi risikerer at blive alvorligt syge af det – for nogle med det resultat, at de varigt mister deres arbejdsevne.