Kronik
16.-3.-2007 - Liv&Sjæl, s. 19
STRESS - det moderne traume
Den alarmerende udvikling af arbejdsrelateret stress indebærer, at almindelige, sunde og raske mennesker i stadigt større tal rammes af alvorlige og undertiden varigt invaliderende psykiske ubalancer og fysiske sygdomme i forbindelse udøvelsen af deres daglige arbejde.
Stressbelastning skyldes ikke udelukkende krav om effektivitet og urimelige arbejdsbyrder, selv om det er de hyppigst nævnte grunde og de enkleste at forholde sig til. De fleste stress bøger og stressværktøjskasser bygger således hovedsageligt på forestillingen om, at stresshåndtering er svaret på stressproblemer, samt at det er medarbejdernes eget ansvar at undgå at blive stressede: Vi skal blive bedre til at sige fra og lære at prioritere. Vi får desuden af førende stressforskere at vide, at halvdelen af Danmarks befolkning skal holde op med at kalde sig stressede, når de bare er fortravlede.
Men går man bagom de mest udbredte forklaringer på arbejdsrelateret stress, viser det sig, at umulige arbejdsbetingelser, hvor arbejdet ikke kan udføres på kvalificeret vis, og hvor man efterfølgende bliver stillet til ansvar for fejl og mangler og risikerer at blive offentligt hængt ud for det, udgør en langt alvorligere belastningsfaktor. Dette - sammen med stadig mere benhård styring, kontrol og manualisering af arbejdet, tilligemed indførelsen af kvalitetstyring og diverse selvrapporterings- og evalueringsmetoder - risikerer at underminere menneskers faglige og personlige integritet i en grad, så der er tale om ikke blot afprofessionalisering af deres fagområder, men også at de mister følelsen af personlig og faglig værdi.
På arbejdspladserne og i uddannelsesinstitutionerne drives der ikke blot rovdrift på menneskers arbejdsformåen langt ud over den naturlige kapacitet. I mange tilfælde berøves eller forstyrres medarbejdere desuden i muligheden for at opleve mening, sammenhæng og værdi, når deres virkelighedsoplevelse og rum til at foretage refleksion, selvrefleksion og indføling invaderes, devalueres og reduceres.
Det kan ingen holde til i længden, og i de alvorligste tilfælde udvikler medarbejdere belastningsreaktioner, der har påfaldende lighed med de symptomer, der ses hos mennesker, der har været udsat for alvorlige, traumatiske hændelser som f.eks. ulykkestilfælde, overgreb eller naturkatastrofer. Med andre ord de samme reaktioner, som hvis man har været udsat for en trussel på sin eksistens og person.
Selv blev jeg for alvor klar over, at noget var helt galt for seks år siden.
Over for mig i min konsultation sad en kvinde, der udviste nøjagtig de samme symptomer som de traumeofre, jeg i tidens løb har haft i behandling. Men kvinden havde hverken været udsat for psykiske eller fysiske overgreb, en voldsom ulykke eller et pludselig dødsfald i den nære familie.
Hun var ledende, hospitalsansat fysioterapeut. På grund af nedskæringer og effektivisering blev hun degraderet fra sin ledelsesposition og skulle fra den ene dag til den anden klare to fysioterapeuters arbejde. Hendes arbejdsmiljø blev med indførelsen af økonomistyring i stigende grad gennemsyret af en blanding af overvågning, mistillid og jag. Der var ingen tid til faglig udveksling og fagligt velbegrundede forslag blev overhørt eller mødt med et beklagende skuldertræk fra ledelsens side: budgetterne skulle holdes.
En følelse af manglende værdsættelse, der tillige kastede lange skygger ind over hendes arbejde før ændringerne, begyndte at indfinde sig. Nu var arbejdsindsatsen pludselig ikke længere godt nok, for de havde jo ikke været effektive nok. Hun følte det ydmygende, men hun følte sig også forvirret, som om hun blev løbet om hjørner med og ikke mere kunne stole på sin egen fornemmelse, og hun begyndte at miste tilliden til, at hun overhovedet duede til sit arbejde.
Selv om hun tilsyneladende var pinagtigt klar over, at noget var frygtelig galt, så led hun af mangelfuld selvindsigt og erkendelse af sin tilstands alvor. Hun magtede ikke at indrømme over for sig selv og andre, at hun var ude af stand til at klare arbejdet. Det ville nemlig være at give slip på det sidste halmstrå, der gav hendes liv et skær af normalitet.
I følge de nyeste opgørelser er ca. 300.000 medarbejdere så invaliderende syge af stress, at de er sygemeldte, d.v.s hver ottende medarbejder. Men det er ikke udelukkende det rystende store antal af mennesker, der er alvorligt syge af stress, der er foruroligende.
For det virker som om de fysiske og psykiske skader er mere omfattende og har bidt sig mere fast. De stadigt større arbejdsbyrder og ansvarsområder, manualisering samt tidsrøvende evalueringer, som fragmenterer arbejdet, så medarbejderne mister fornemmelsen af rytme, flow og sammenhæng, udgør stadig mere massive belastningsfaktorer. På trods af arbejdspladsernes officielle kerneværdier som frihed til selvstændig tilrettelæggelse af arbejdet og personlig ansvarlighed føler de sig berøvet såvel den faglig som menneskelig myndighed, ikke mindst fordi de, på trods af uvurderlig faglig viden og erfaring, ikke har haft nævneværdig indflydelse på de angiveligt nødvendige forandringer. Denne overtages af nye ledelsesformer og af ensrettende manualisering af arbejdsopgaver og af styrings- og kontrol foranstaltninger. Arbejdsfællesskaberne undermineres, og den helt nødvendige følelse af et understøttende tilhørsforhold til arbejdsfællesskabet trues. Med indførelsen af økonomistyring må medarbejderne se deres virkelighedsoplevelse udmanøvreret af en ny definition af arbejdets indhold og natur. Det virker fremmedgørende og nedværdigende.
Det at være fremmed for sig selv og opleve ikke at kunne leve op til sit selvbillede af, hvem jeg er, og hvad jeg kan, er meget centralt, og en stressramt vil i begyndelsen gøre alt for at stramme sig an og lægge endnu flere kræfter i for at klare arbejdsopgaverne - for det er alt for skræmmende at blive konfronteret med det sammenbrud i identitetsopfattelsen og selvbilledet, som reelt er under vejs. Den stressramte mister ikke blot kontakten med sit vante selv, men også med sin dømmekraft og evnen til at skelne mellem, hvad der med rimelighed kan forventes, og hvad man kan og skal sige fra overfor. Den stressramte er ude af sig selv og på automatpilot, og fastholdes i en angststyret, rastløs, men rigid og ufleksibel varetagelse af sine funktioner. Og i stadig større grad mister han eller hun kontakten til de evner og kompetencer, som er nødvendige i arbejdet.
For at gøre sig begreb om arbejdsrelateret stress er man nødt til ikke blot at kende til menneskers kapacitet og udviklingsmuligheder. Det er tillige nødvendigt at undersøge, hvorledes den stigende samfundsmæssige markedsgørelsen af mennesker og af menneskelige relationer, der for alvor er slået igennem med det dominerende politisk-økonomiske samfundssyn, risikerer at give sig udslag i en dehumanisering eller en afmenneskeliggørelse.
Det helt grundlæggende i dehumaniseringen er det ensidige fokus på udviklingen og udnyttelsen af den menneskelige kapacitet til at være målrettet, "udretter" og "resultatopnåer" på bekostning af de kvaliteter og ressourcer, der er nødvendige for, at vi kan være i vores liv og arbejde som hele og livsduelige mennesker og medmennesker. Men det ultimative skridt i reduktionen og dehumaniseringen sker, når mennesket ses som et kapitalgode, der med sine ressourcer og kompetencer ikke blot tjener til at skabe og aftage produkter og ydelser, men hvis opgave det er at lade sig selv produktudvikle som led i den samfundsmæssige totalmobilisering af arbejdskraften.
Det er, som om legitimeringen af retten til at anskue, uddanne, lede og organisere mennesker i overensstemmelse med denne synsmåde, åbner sluserne for en stadig mere varieret, åbenlys og grov dehumaniseringstænkning og -adfærd. Det gælder såvel for indehaverne af ledelsesmagt på samfundsplan som på arbejdspladserne.
Konsekvenserne heraf ser jeg i min psykologpraksis og som supervisor for kolleger og på kriseramte arbejdspladser.