Livet som undtagelsestilstand

Overlevelsesstrategier, fremmedgørelse og stress
set i lyset af styringsstrategier
i interpersonelle og samfundsmæssige relationer

Indledning
Mennesker rummer umistelige ressourcer og kvaliteter. Det er ligeledes min erfaring, at man kan bringes til at miste kontakten med sig selv, men at man ikke kan ødelægge det stof, vi er gjort af som mennesker. Dette er mit udgangspunkt, når jeg i mit daglige arbejde konfronteres med et stigende antal helt almindelige, sunde og velfungerende mennesker fra alle samfundslag og aldersgrupper, der er brudt sammen, og som er sygeliggjorte fysisk og psykisk af fremmedgørelse og stress. Og det er forudsætningen for, at jeg kan hjælpe dem med at komme sig igen. Det vigtigste redskab i helingsprocessen er at huske sig selve som menneske.

Men lad mig starte med det, der for mig blev begyndelsen til min rejse hjem til mig selv og til noget helt oprindeligt ved at være menneske.

Da jeg i slutningen af mit magisterkonferensstudium valgte at specialisere mig i antropologisk psykologi, fik jeg mulighed for at foretage en feltundersøgelse på en lille polynesisk ø i Stillehavet. Oplevelserne og erfaringerne jeg fik i de måneder undersøgelsen varede, blev skelsættende for min forståelse af mig selv som menneske og af min egen kultur.
   Mguniki (Bellona) er en lille bitte ø i periferien af Salomon ø-gruppen. Beboerne fører en isoleret tilværelse uden synderlig forbindelse med omverdenen. Øen er opdelt i 3 distrikter, som hver især er hjemsted for forskellige klaner, som i hele øens historie har haft stridigheder med hinanden på grund af uenighed om grænsedragningen mellem distrikterne.
   På forhånd vidste jeg, at øens beboere havde taget livet af missionærer, der ville i land på øen, og at deres indbyrdes stridigheder havde ført til lemlæstelse og drab, samt at de var særdeles hårdhændede i deres opdragelse af børnene.
   Med Margareth Mead i den ene hånd og ”A Field Guide for Cross-Culturel Studies of Socialization” i den anden drog jeg ud for at undersøge, hvordan dette angiveligt aggressive folkefærd socialiserer deres børn til at blive så aggressive mennesker.
   Min undersøgelse baserede sig på systematiserede interviews og deltagerobservation. Jeg boede i en hytte på en af de største bopladser, og kunne frit færdes i alle 3 distrikter. Ved selvsyn havde jeg rig lejlighed til at få bekræftelse for Mguniki´ernes voldsomme fremfærd over for deres børn. De slog selv spæde børn, når de græd eller på anden vis generede forældrene. Og jeg gøs!
   I øvrigt forekom Mguniki´erne at være fredelige, ubekymrede og livsglade. Morgenvækningen lige uden for min hytte var livlig snakken og sang accompagneret af små, hjemmelavede guitarer, akkurat som vi forestiller os det på en palmeomkranset Sydhavsø.

Der var to områder, der bød på store vanskeligheder i mine interviews.
   For det første ville Mguniki´erne meget nødigt tale om konflikterne med de andre distrikter, for de skammede sig over, at de ikke kunne enes, og at de blev voldelige. Desuden frygtede de, at stridighederne kunne blusse op igen ved at tale om dem.
   Det andet problem var et forståelsesproblem, som jeg længe troede havde at gøre med vanskeligheder i forbindelse med oversættelsen af mine spørgsmål. Det var, da jeg forsøgte at spørge om deres holdning til det, vi i vor kultur kalder ”love oriented discipline tecnique”, og konsekvenspædagogik, d.s.v. anvendelsen af udsagn som, ”Mor kan ikke lide dig, hvis du gør sådan og sådan”, eller ”Mor bliver ked af det”, eller at man straffer børnene ved at bortvise dem fra den sociale sammenhæng, (husarrest i eget værelse, at blive bortvist fra middagsbordet og beordret i seng uden at få middagsmad etc.), d.v.s. opdragelsesmetoder, som vi i vor kultur i modsætning til korporlig afstraffelse regner for fuldt ud acceptable i socialisationsprocessen.
   Når det endelig lykkedes mig ved hjælp af mange eksempler at gøre det begribeligt, hvad jeg talte om, betragtede de mig i oprigtig og hovedrystende undren. Nej, det kunne de da aldrig finde på! For uanset hvor uvorne ens børn er, så elsker man dem da, og det kunde da aldrig falde dem ind at være så grusomme at udelukke dem fra samværet med resten af familien eller de andre på bopladsen, for slet ikke at tale om at undlade at give dem mad.
   Derimod synes de, at korporlig afstraffelse var helt uproblematisk, og på mit spørgsmål om, på hvilket alderstrin, de holdt op med at slå børnene, svarede de som det naturligste i verden: "Når de er så store, at de løber hurtigere end forældrene".

I mange år mente jeg, at det var de fysiske levevilkår på øen, hvor alle vitterligt er afhængig af hinanden for at kunne overleve, der lå til grund for deres klare afstandtagen til at afvise deres børn – eller voksne med for den sags skyld – på grund af deres væremåde eller at isolere dem fra det sociale fællesskab. Selv om der både var syge, sære og dovne iblandt dem, var der ingen udstødte, og der blev sørget for alle. I øvrigt var det forbundet med den højeste prestige at have meget land og store kanoer, fordi det betød, at man kunne give mad til flest mennesker.
   Nu som dengang tager jeg afstand fra korporlig afstraffelse, men Mguniki´erne fik mig til at indse, at vi lider af en mental og følelsesmæssig blindhed, når vi anser os for mere civiliserede og mindre aggressive i vor kultur, fordi vi har afskaffet korporlig afstraffelse, samtidig med at vi gør brug af opdragelsesmetoder og holdningsbearbejdelse, der virker som trusler på vore børns person og integritet og på deres tilhørsforhold i det sociale fællesskab. Samt at vi fortsætter med det overfor vore voksne samfundsborgere.

Udgivelser / forfatterskab