Livet som undtagelsestilstand

Overlevelsesstrategier, fremmedgørelse og stress
set i lyset af styringsstrategier
i interpersonelle og samfundsmæssige relationer

Trusler, overlevelsesstrategier og stress
Det er først efter mange år som psykoterapeut i udviklingsgrupper og som krisepsykolog, at det er blevet klar for mig, i hvor høj grad manglende værdsættelse og accept af os, som de personer vi er, opleves som tilintetgørende på linje med fysisk at blive truet på livet. Og at trusler på vor eksistens i det sociale fællesskab, hvis vi ikke er, som de, der bestemmer over os, vil have os, ligeledes opleves livstruende. Afhængig af vore opvækstvilkår og senere livsomstændigheder i voksenalderen tvinges vi i mere eller mindre grad til at udvikle overlevelsesstrategier, hvormed vi søger at agere og indordne os for at få den livsnødvendige understøttelse, næring og accept og for at undgå udstødelse og isolering.
   En overlevelsesstrategi baserer sig altså på følelsen af at være truet på sit liv, og er et forsøg på at undslippe katastrofen. Uanset om vi har at gøre med oplevelsen af at være truet fysisk eller psykisk på vor person, vil vor organisme komme i et forøget alarmberedskab og begynde at producere stresshormoner, med det formål at gøre os i stand til at kæmpe eller flygte. Hvis tilstanden er alvorlig og længerevarende, fordi vi ikke kan slippe ud af den truende tilstand, vil alarmberedskabet blive modproduktivt og resultere i, at der udvikles fysiske og psykiske symptomer på ubalance og funktionsforstyrrelser.
   En stresstilstand, der kommer af at befinde sig i et konstant forhøjet alarmberedskab, som var man i en permanent undtagelsestilstand, kan før eller siden forårsage alvorlig belastningsreaktion, med symptomer på såvel fysisk som psykisk sygdom, og det der betegnes som stresskollaps og udbrændthed. Senere i fremstillingen vil jeg beskrive disse tilstande nærmere.

Overlevelsesstrategier i et udviklingspsykologisk perspektiv
Indledningsvist vil jeg redegøre for nogle udviklingspsykologiske forhold, fordi der er en parallelitet mellem disse og med udviklingen af stresstilstande i voksenlivet.
   Mit udgangspunkt er Almaas's¹ teori om menneskets personlige udvikling fra spædbarnealderen til den voksne modne person. Almaas bygger dels på Objekt Relation Teoretikeres viden og observationer af barnets tidlige udviklingsprocesser, dels på hans egne observationer af voksne mennesker i en længerevarende selvrealiseringsproces.
   Ifølge Almaas (og Objekt relationsteoretikere) er barnet ved fødslen i en tilstand af væren og uadskilt tilstede i den helhed, det eksisterer i. (Den symbiotiske fase). I løbet af det første år kan vi iagttage udfoldelsen af en stadig større variation af kvaliteter og følelsesmæssige tilstande som f.eks.: sorg og glæde, vrede, styrke, vilje, kærlighed, nysgerrighed, kreativitet, intelligens, og vitalitet. I jo højere grad barnet bliver mødt og værdsat i denne begyndende udfoldelse af sine kvaliteter, og hvis det i dannelsen af sin personlighed i adskillelsesprocessen fra moderen bliver set, støttet og vejledt i den pågående modningsproces af sine kvaliteter og individualitet, des bedre er barnets muligheder for at opnå en autentisk selvopfattelse og et adækvat selvværd, hvilket på sin side gør det i stand til at indgå naturligt i sociale sammenhænge.
   Omvendt gælder det, at hvor barnet ikke bliver mødt, set og værdsat, eller hvor det bliver ignoreret eller måske ligefrem bliver afvist eller straffet i sin spontane udfoldelse af sine kvaliteter – f.eks. sin glæde, kærlighed eller styrke – måske fordi forældrene ikke er i kontakt med disse kvaliteter, og derfor ikke kan møde barnet eller ikke kan rumme barnets spontane udtryk, eller de føler at barnet udtrykker sine kvaliteter anderledes, end de vil have det, så vil barnet opleve at være forkert. Barnet oplever da, at når jeg er, den jeg er, og på min måde, er jeg forkert. Da barnet så at sige på liv og død er afhængigt af sine forældres fysiske og psykiske kontakt, omsorg og værdsættelse, begynder det at undsige sine egne kvaliteter og deres naturlige udtryk. I stedet tvinges barnet til at indlære og imitere den måde at opleve sig selv på, som forældrene ønsker og forventer og at fordreje sin spontane og naturlige måde at udtrykke sig på. Barnet forcere sig med andre ord til at opleve sig selv og udtrykke sig på en måde, så det opnår omverdenens accept. Med denne overlevelsesstrategi sker der en dobbelt tilintetgørelse af barnets unikke individualitet og udtryksmåde: først forældrenes og derpå barnets egen undsigelse af sig selv.
   Barnets undsigelse af og adskillelse fra kontakten med væren og sine kvaliteter og deres naturlige udtryk er en smertefuld proces, og den efterlader et tomrum af dyb utilstrækkelighed, med følelser af usikkerhed og angst, frustration, sorg, vrede og depression. Menneskets eksistentielle smerte og angst for tilintetgørelse har ifølge Almaas sit udspring i denne proces.
   Det er så at sige ovenpå dette tomrum, at barnet udvikler personlighedsstrukturen og identitetsoplevelsen. Afhængig af i hvor høj grad barnet har fået mulighed for at bevare kontakten med sig selv og sine kvaliteter vil personlighedsstrukturen være præget af større eller mindre grad af rigiditet og mere eller mindre forvrængede selv- og omverdensbilleder.
   Opmærksomheden og respekten for barnets unikke individualitet og udviklingsforløb vil opbygge barnets naturlige selvtillid og afgrænsning i forhold til omgivelserne, og give barnet følelsen af at være sig selv og at stå solidt på sin egen grund. Hvis dette ikke er tilfældet vil barnet (med rette) føle sig invaderet og skubbet ud af sig selv, med en følelse af at have et skrøbeligt fundament, der gør det afhængigt af omgivelserne på godt og ondt.

Fremmedgørelse og at være fremmedgjort
Den proces, ved hvilken barnet undsiges på sine unikke kvaliteter og evner og deres naturlige udtryk og tvinges til at identificere sig med udefra pålagte måder at se sig selv på og at agere på, er at blive gjort fremmed for sig selv, og kan betegnes som fremmedgørelse. At være fremmedgjort er da at identificere sig med en fordrejet og ikke autentisk selvopfattelse og at tænke, føle og handle i overensstemmelse hermed.
   Karakteristisk for en invaderende og undergravende opdragelses metodik er en "noget for noget" tankegang og konsekvenstænkning, der hos forældrene og andre opdragere tager udgangspunkt i en indforstået retfærdiggørelse af princippet: "hvis du ikke er og gør, som jeg vil, har jeg magt og midler til tilbageholde, hvad du har brug for" og "du skal gøre dig fortjent til min omsorg og kærlighed ved at være og gøre, som jeg vil have det". Denne tankegang og dens konsekvenser overføres til barnet, der på sin side til gengæld for at blive invaderet og tvunget til at være og gøre som omsorgsgiverne vil have det, indgår i en (uhellig) alliance med disse, hvor det tvinges til at udvikle strategier, hvormed det mener at kunne købslå sig til en erstatnings behovstilfredsstillelse, i stedet for den ægte, men åbenbart uopnåelige følelse af nærhed, omsorg og accept.

_________________
¹ A. H. Almaas: "The Pearl Beyond Price. Integration of Personality into Being: An Object Relations Approach". Shambala, 2000.

Udgivelser / forfatterskab