Livet som undtagelsestilstand

Overlevelsesstrategier, fremmedgørelse og stress
set i lyset af styringsstrategier
i interpersonelle og samfundsmæssige relationer

Rehabilitering
Det er ikke uden grund, at den alvorligt stressbelastede tages ud af sin arbejdssituation og herved gøres usynlig for arbejdspladsen: den ramte kan ikke tåle at være der, og kollegerne vil ikke kunne udholde at se den tilstand, den ramte befinder sig i. Men egentlig ved jeg ikke, hvad der er det værste: at være vidne til forfærdelig lidelse hos alvorligt stressramte mennesker, der er i risiko for at miste arbejdsevnen for altid, eller at blive bekendt med den tiltagende destruktive arbejdsledelse, hvor absurde og umulige påbud og krav afstedkommer stadigt alvorligere lidelser hos et stigende antal mennesker, der bukker under for stress.
   Når jeg alligevel starter et stressrehabiliterings forløb med en stressramt med en følelse af fortrøstning, er det fordi erfaringen viser, at personen, efter at have gennemført den nødvendige stressrehabiliterings behandling, kommer sig. Hermed mener jeg, at den enkelte i løbet af behandlingen – i takt med at de pinagtige belastningssymptomer gradvist klinger af - får en følelse af at komme hjem til sig selv og at kunne huske sig selv, sin egen atmosfære og livsrytme, samt de kvaliteter og livsværdier, der betyder noget særligt, og som giver livet mening og indhold. Hvor personen genvinder oplevelsen af autentisk selvværd og respektfuldhed overfor livet, og ønsket om at bruge sig selv på en meningsfuld måde.
   I den indledende fase af rehabiliteringsprocessen, hvor personen ofte er plaget af frygt for at blive sindssyg, gennemgår jeg sammen med den pågældende alle de forhold i arbejdssituationen, der førte til sammenbruddet. Dette at se og forstå, at sammenbruddet er en forventelig reaktion på en urimelig belastning hos et menneske, der ikke tidligere har vist disposition til psykisk skrøbelighed, bevirker hos de fleste en markant bedring allerede her.
   At genvinde den sunde sans og se tingene i sin rette sammenhæng er således første skridt på vejen til restituering og heling.

Prolog
Jeg vil slutte, hvor jeg startede: på Mguniki. Hvor jeg lærte at sætte tempoet ned, og hvor livet uden de gøremål og distraktioner, der følger med vor civilisations tekniske fremskridt, fik en virkeligheds karakter af en helt særegen intensitet i den nærværende tilstedeværen i nuet. Hvor jeg i glimt følte at være ét med naturen og alt hvad der lever og gror. Og hvor jeg på stien i junglen på vej hen til nye interviews, opdagede, at et indre liv i mig begyndte at vågne, og gav mig indsigter om livet og tilværelsen og døden.
   Sidst Mguniki´erne gav mig en belæring om tingenes sammenhæng i tilværelsen var for får år siden, da de, efter at der var fundet store mængder af bauxit til aluminiumsfremstilling på Mguniki, fik valget mellem at forblive på øen eller at blive forflyttet til en anden ø, og i tilgift få hus, land, penge, undervisnings- og sundhedsvæsen.
   Befolkningen delte sig i to: de der var fristet af udsigterne til at få del i civilisationens goder, og de der foretrak at blive på Mguniki.
   Mguniki´erne var klar over, at de var nødt til at være enige om deres fælles skæbne, fordi der ellers ville opstå uoprettelige konflikter, hvad enten de blev eller rejste fra Mguniki. Til at hjælpe sig og til at tale deres sag, tilkaldte de deres allerbedste venner fra vor del af verden. Det er to danske forskere, der kender Mgunikierne indgående efter at have opholdt sig på den ellers lukkede ø i lange perioder og udforsket deres kultur og sprog.
   Alt blev nøje talt igennem for og imod en forflytning. Bl.a. besøgte en delegation et andet ø-folk, der tidligere var blevet forflyttet. De mødte her en sørgelig virkelighed, nærmest sådan som vi ser det i de tvangsforflyttede Grønlandske samfund. Men måske kunne man håbe på, at det ikke ville gå så galt for Mguniki´erne.
   Efter ca. et års debat frem og tilbage nåede Mgunikiérne endelig til enighed:
   De afslog tilbudet: Prisen var for høj.

Måske vi skulle begynde at tænke over, om den kvantitative vækstfilosofi er en naturlov, eller om vi også kan overleve – og måske netop da – hvis vi udtænker strategier for en verden, der også er i kvalitativ vækst.

Referencer
Almaas, A. H. (2000) The Pearl Beyond Price. Integration of Personality into Being: An Object Relations Approach, Boston: Shambala.
Prætorius, Nadja U. (2002) Mennesket i produktudviklingens tidsalder, Psyke&Logos, 23 årg. Nr. 1, s. 166 – 185. Psykologisk Laboratorium, Københavns Universitet.
Tynell, J. (2002) Det er min egen skyld, Arbejdsliv, 4 årg. Nr. 2

Udgivelser / forfatterskab