Livet som undtagelsestilstand
Bragt i Psyke & Logos, 2004, årg. 25, nr 2.
Baseret på foredrag holdt på FOFU's årsmøde 2003
Overlevelsesstrategier, fremmedgørelse og stress
set i lyset af styringsstrategier
i interpersonelle og samfundsmæssige relationer
Sammenfatning
Der er i dag en stor risiko for, at ikke blot menneskers fysiske arbejdskapacitet udnyttes, men at der i effektivitetens navn kan blive pillet ved og manipuleret med det mest kostbare i mennesket: vore mentale, psykiske og åndelige egenskaber og kvaliteter, så vi rystes i vores identitetsfølelse og bibringes alvorlige og sygdomsfremkaldende fysiske og psykiske ubalancer. Et stigende antal mennesker oplever stress og fremmedgørelse, og for mange former livet i dagligdagen sig som en undtagelsestilstand.
I et hidtil er uset omfang i vor kultur udsættes mennesker for målinger og gøres op i tal, hvorefter de kan ensrettes, kontrolleres, overvåges, sammenlignes og eksponeres. En sådan kvantificeringen kan og bliver anvendt som redskab i den stadigt mere udbredte styringsstrategi, hvorved menneskers liv og færden bliver kontraktliggjort indenfor en lang række områder i samfundet.
Denne kvantificering har direkte sammenhæng med den herskende "mest for pengene-" og "noget for noget tænkning", der forholder sig til, hvem og hvad der kan betale sig og give "afkast" i en periode, hvor økonomisk vækst og lønsomhed synes at være afgørende for de basale dispositioner i vor samfundsøkonomi, i det private erhvervsliv, i vort social- og sundhedsvæsen og på uddannelsesområdet.
Konsekvenserne af de forskellige former for undergravelse viser, at vi har at gøre med krænkelser af mennesker. De symptomer, jeg i klinikken konfronteres med, når jeg opsøges af alvorligt stressbelastede personer, er de samme som udvikles hos mennesker, der har været udsat for tortur eller for traumatiske hændelser. Symptombilledet opfylder undertiden alle kriterier for PTSD, og bør registreres som sådan og behandles i overensstemmelse hermed.
Det er dybt foruroligende, at man nu fra centralt politisk hold i stigende grad pålægger undervisningssektoren og social- og sundhedsforvaltningen at udarbejde kvantitative mål for effektivitet og produktion, og at påbyde at de bliver offentliggjort ved at de lægges ud på nettet, så alle i åbenhedens navn kan se, hvilke skoler eller hvilke hospitalsafdelinger, der er de "bedste".
Herved slås det fast, at det er kvantiteten, der betyder noget, og at det er opfyldelsen af de største produktionsmål der – i tråd med "noget for noget" tænkningen - er afgørende kriterium for tildelingen af de nødvendige midler. Der slås herved to fluer med et smæk: Der føres en del og hersk politik der bevirker:
- at forskellige skoler/afdelinger sættes op mod hinanden og tvinges til ar konkurrere om – ikke nødvendigvis hvad det er bedst til – men hvad de kan opvise mest af.
- der køres på en underliggende trussel om, at liv og eksistens er på spil, hvis man ikke gør som de, der har midler og magt bestemmer. Denne trussel sikrer – i lighed med de dysfunktionelle forældre-barn relationer – en holdningsbearbejdelse, hvorved man får borgerne til at være og gøre, som man vil have det.
Når den forøgede samfundsmæssige styring i stigende grad bliver koblet sammen med manglende overholdelse af respekten for den enkeltes ytringsfrihed – og i nogle tilfælde pligt til at ytre sig - er der grund til at være opmærksom på muligt forekommende totalitære tendenser i vort samfund. En række overlæger, lærere og pædagoger, som offentligt er fremkommet med fagligt relevante observationer og nødvendige, kritiske synspunkter er blevet afskediget, eller tvunget til at søge andet arbejde. Samtidig er tendensen til at sætte mundkurv på medarbejdere og true dem til tavshed stadig mere udbredt.
Denne tendens er farlig af mange grunde. Skal jeg holde mig til emnet for denne artikel kan det betyde, at mennesker i den arbejdsføre alder nedslides, fremmedgøres og udstødes af arbejdsmarkedet, fordi det ikke er tilladt at påpege fejl og urimeligheder og sige fra overfor undergravende og krænkende forhold i arbejds- og undervisningssituationen. Ud over den kolossale menneskelige og samfundsmæssige pris, dette kan få, bør det være klart, at det er helt uholdbart i en tid, hvor arbejdskraften er i færd med at blive en mangelvare.