Mennesket i produktudviklingens tidsalder
Bragt i Psyke & Logos, 2002, nr. 1
I. Virkelighedens historier
Vor tids udbredte tendens til at fremskrive nutiden, så vi bliver en del af fremtiden, har allerede nu ført til, at det 21 århundrede er udråbt til fortællingens århundrede. Intet passer mig bedre, for jeg er overbevist om, at vi i årene fremover vil få brug for at fortælle hinanden historier, der kan vække til eftertanke og få os til at huske dengang, der fandtes en nutid. Således i pagt med tiden har jeg valgt at starte med at fortælle en historie.
Historien om det forgiftede vand
En bjerglandsby, der var kendt viden om for indbyggernes venlighed og harmoniske levevis, fik en dag besøg af en rejsende, der bragte ildevarslende nyt med sig: Floden, som løb gennem landsbyen, og som forsynede beboerne med frisk drikkevand, var højere oppe i sit løb blevet forgiftet, og de, der drak af vandet, forandrede karakter. Det viste sig ved, at de kun tænkte på sig selv og egen vinding, at de blev mistænkelige og fjendtligt indstillede overfor hinanden og overfor fremmede, og at de ikke længere formåede at opdrage deres børn til at videreføre kulturens normer og værdier. Det værste var, at de ikke selv var klar over, at de var forandrede, og at de anså mennesker, der ikke havde drukket af det forgiftede vand for at være forkerte og fremmede, ja endda sindssyge.
Da det forgiftede vand inden længe ville nå ned til landsbyen, opfordrede den rejsende indtrængende landsbyens beboere til i tide at opsamle så megen vand fra floden, at de havde nok drikkevand til floden atter var ren.
En af beboerne gik straks hjem og byggede en beholder og fyldte den med vand. De skræmmende udsigter gjorde øjensynligt ikke indtryk på landsbyens øvrige beboere, for de fortsatte ufortrødent at drikke af flodens vand.
Det lille samfund forandre sig i takt med, at det forgiftede vand gjorde beboerne stadigt mere egensindige og aggressive overfor hinanden, og snart var den venlige og harmoniske atmosfære afløst af mistænkeliggørelse og fjendtlighed. Beboeren, der havde lagret rent vand, så til med forfærdelse. Han tryglede og bad de andre i landsbyen om at stoppe med at drikke af flodens forgiftede vand, men det var fuldstændig forgæves. Tværtimod vendte de sig i mod ham og beskyldte ham for at være blevet fremmed og syg, og efter nogen tid ønskede de ikke længere at vide af ham.
Han vidste ikke sine levende råd, for han var overbevist om, at vandet havde forgiftet de andre og livet i det lille samfund. Men efterhånden begyndte han at tvivle på sig selv og sin egen dømmekraft, og da han en dag, knuget af smerten over det skete, ikke længere kunne udholde ensomheden ved at være anderledes og udstødt, begyndte han at drikke af det forgiftede vand.
(Sufi historie, genfortalt efter hukommelsen).
Det er den sørgeligste historie, jeg kender. Men som alle ægte, sørgelige historier er den også opløftende, fordi den er fortalt ud af den visdom, der kan skelne det sande fra det fordrejede, det sunde fra det usunde.
Vi har til alle tider brugt historiefortællingen til at blive klog af. Hvad enten det drejer sig om folkelige fortællinger, sagn og myter eller de filosofiske og spirituelle visdomsskolers parabler og lignelser, så vil de have os til at tænke os om, og lade os berøre. Hvor historiefremstillingen og forløbet taler umiddelbart til vor forståelse og genkendelse, vil visdommen i historien ofte tale ind i dybere lag af vor bevidsthed, og vi bevæges ved genkaldelsen af noget oprindeligt og fundamentalt ved eksistensen, som vi enten har glemt, været ligegyldige overfor eller rent ud har forkastet, fordi vi blev tiltrukket af noget, der forekom mere lovende og tillokkende.
Historien om det forgiftede vand stammer fra en visdomsskole, der opstod indenfor Islam og som vi kender som Sufitraditionen. Også de andre verdens-religioner har udviklet visdomsskoler, der ligesom sufitraditionen udover studier og refleksion tillige anvender introspektion og kontemplation, når man ønsker at skaffe sig viden om aspekter af tilværelsen, som vi ikke kan tænke os til ¹. Denne del af visdomstraditionernes udforskning tager udgangspunkt i den vågne, opmærksomme tilstedeværen i nuet, der gør det muligt direkte at erfare sindets og eksistensens natur. Ser man på de forskellige visdomsskolers beskrivelser af deres direkte erfaring, er der en påfaldende overensstemmelse: Virkeligheden opleves som et nærvær i en mange dimensioneret, tidløs tilstand af Væren i uafbrudt tilblivelse, og som i lysende klarhed og visdom udfolder uforgængelige essentielle kvaliteter, som f.eks. sandhed, kærlighed, vilje, styrke, klarhed, lykkefølelse, fred, medfølelse, intelligens, kreativitet og nærvær. Virkelighedskarakteren og den samtidige oplevelse af det erfaredes indiskutable sandhed understøttes af oplevelsen af Værens dimensionerne og de essentielle kvaliteter som ontologisk nærvær, der kvalitativt er forskellige fra hinanden og fra vor dagligdags virkelighedsoplevelse.
Den introspektive og kontemplative erfaringsmåde gør det muligt at erfare, at der ikke blot findes mange virkelighedsdimensioner, som kan skelnes fra hinanden, men også at disse virkelighedsdimensioner har varierende grad af kontakt med den oprindelige sandhedstilstand, de udspringer af, og som indenfor teistiske traditioner benævnes Gud, og som i ikke-teistiske traditioner som f.eks. den buddhistiske benævnes Den Sande Natur.
Denne varierende grad af kontakt med eller adskilthed fra en grundlæggende sandhedstilstand ser vi gengivet i fortællinger og myter i alle kulturer og i alle tidsepoker. I den jødisk-kristne teistiske tradition er adskillelsen symboliseret ved syndefaldet, og grunder sig på synd, der må angres og sones, mens ikke-teistiske traditioner som f.eks. buddhismen ser adskillelsen som udslag af uvidenhed, som den enkelte kan befri sig for ved at arbejde bevidst med sit sind.
Når det indenfor de nævnte traditioner er vigtigt at arbejde for at etablere kontakten med oprindelsen i den sande væren, er det fordi adskiltheden forårsager vor grundlæggende eksistentielle smerte - og dermed oprindelsen til al smerte - samt oplevelsen af et tilintetgørende tomrum, der opstår ved fraværet af kontakten med vore essentielle kvaliteter og nærværet i sand væren (Almaas 1986). Det er dette tomrum, vi ifølge disse visdomstraditioner søger at udfylde med de oprindelige kvaliteters mentale og følelsesmæssige fordrejninger - så som begær, vrede, frygt, misundelse og stolthed - som vi identificerer os med, og som vi fejlagtigt opfatter som de eneste virkelige og autentiske udtryk for det at være menneske.
Historierne giver os mulighed for at komme tilstede i det øjeblik af nærvær, der får os til at erfare, huske og længes efter det essentielle i at være menneske. Det nærvær, der ifølge visdomstraditionerne afslører illusionen og tomheden i de uendeligt varierede og gentagne personlige og kollektive historier om tilblivelse, vækst, forfald og død. Det vi kalder virkelighedens verden, men som for den vise og seende kun er et af de virkelighedsaspekter, der i adskiltheden fra sin sande natur, udfolder uvidenhedens forgængelige og følelsesmæssige fordrejninger i mangfoldige variationer.
_________________
¹ Jfr. F.eks. følgende introduktioner til visdomsskoler: Cleary 1989, Ernst 1997, Epstein 1988, Namkhai Norbu 1986, Te Tsu 1968, Tultrim Gyamtso Rinpoche 1988, Almaas 2002.
Navigeringstips:
Klik på fodnote-tallet muliggør spring mellem disse.
Hver enkelt webside starter med fodnote 1.