Mennesket i produktudviklingens tidsalder
Bragt i Psyke & Logos, 2002, nr. 1
V. Vækst - konkurrence - succes
Den samfundsøkonomiske væksttænkning, der er på vej til at blive del af vort fælles tankegods, har som jeg tidligere var inde på ophøjet det til et til dogme, at samfundsmæssigt velfærd og overlevelse beror på, at der til stadighed sker en vækst i produktudvikling og udbyttemaksimering, således at vi er i stand til at konkurrere. Dette dogme synes efterhånden at have fået et gyldighedsområde, der udstrækker sig til at omfatte alt lige fra det enkelte menneske, til virksomheder, uddannelses-institutioner og relationen mellem nationer på det globale plan.
At konkurrenceevne i dag angiveligt er nødvendig for livsopretholdelse på linje med at kunne trække vejret og indtage næring viser sig ved, at enhver debat om behovet for vækst i produktionen indenfor erhverv, den offentlige sektor og undervisning ikke blot begrunder sig i og legitimeres af konkurrencehensynet, men at det er det i sidste instans afgørende argument, der hinsides al debat bringer enhver diskussion til ophør. Som mantraer før, under og som afslutning i politiske oplæg, økonomiske udredninger og vurderinger, undervisningsbetænkninger og radio- og tv-debatter kører de som uimodsagte udsagn: "Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne følge med i konkurrencen". "…hvis vi ikke skal blive hægtet af i konkurrencen", "…hvis vi skal blive store nok til at kunne udkonkurrere de andre" etc.
Denne urørliggørelse af konkurrencebegrebet hænger nøje sammen med dets egenskab af nødvendig betingelse for opnåelsen af det, der i vor tid anses for den højeste af alle opnåelser: succes.
Treenigheden vækst - konkurrence - succes har fået overordnet status, og er - løsrevet fra menneskelivets verden - blevet genstand for det nærmeste man i vor tid kan komme religiøs hengivelse og dyrkelse.
Den stadigt større uforligelighed, der er mellem det, der angiveligt skulle være den grundlæggende hensigt, nemlig styrkelse af velfærd, og målet - der undervejs er blevet opslugt af en altfavnende, urørlig succesforestilling - tilligemed at midlerne har fatale konsekvenser for netop velfærd, er pinagtigt synligt for ikke-troende, men åbenbart uden betydning for dem, der er grebet af troen. Det er et eksempel på og udtryk for den betydningsglidning og begrebsforvirring, der sker, når begrebernes indhold mister forbindelsen til virkelighedens verden. Dette kan være skæbnesvangert, hvis ledelsen på forskellige niveauer og områder i samfundet lægges i hænderne på mennesker, der lider af virkelighedsforflygtende og grandiost fordrejede forestillinger og begreber om, hvorledes virkeligheden bør tage sig ud, og som har magt og midler til med mennesker som indsats at tvinge deres ideer igennem.
Vort såkaldte vækstsamfunds gigantiske onde cirkel, er skabt og næret af sådanne tvangsprægede storhedsforestillinger, med det resultat, at den voksende produktion i et opskruet tempo svækker helbredet for stadig flere, der udvikler et stigende antal folkesygdomme på grund af fysisk og psykisk nedslidning, der må behandles af et social- og sundhedsvæsen, der på grund af et abnormt, stigende arbejdspres selv er storproducent af nedslidte sygeliggjorte mennesker ¹.
Det er de samme forestillinger, der ligger til grund for et uddannelsessystem, der ser det som sin opgave at gøre den kommende generation til arbejdsduelige samfundsborgere, der er endnu mere effektive og tilpasset de samfundsmæssige krav om en stadigt større produktion af varer og ydelser end deres forældre er det. Man ser i denne sammenhæng bort fra at nutidens børn og unge i stigende grad lider af psykiske og fysiske skader og udviklingsforstyrrelser på grund af deres forældres stressoverbelastede liv, og fordi både forældrene, lærere og andre vigtige voksne er fremmedgjorte fra sig selv og derfor ude af stand til at videreformidle væsentlige aspekter af det at være menneske til den opvoksende generation.
_________________
¹ Det virker stødende, når stressbelastede afdelinger indenfor forvaltning, undervisning og sygehusvæsenet bringes til at konkurrere med hinanden, fordi tildelingen af økonomiske bevillinger beror på, hvem der kan opvise størst produktivitet.
Der bortses fra, at stressoverbelastning nedsætter kvalitetsniveauet, uden at lederne og medarbejderne nødvendigvis er klar over det. Dette kan være fatalt, når f.eks. en hospitalsafdeling tvinges til at sætte personalet på overarbejde for at opnå nødvendige ekstrabevillinger og for at undgå at blive hængt ud for at arbejde for lidt. Det voksende antal klager over fejlbehandling og alvorlige brist i patientplejen må ses i denne sammenhæng.