Mennesket i produktudviklingens tidsalder
Bragt i Psyke & Logos, 2002, nr. 1
II. Fravalg som forudsætning
På intet tidspunkt i den menneskelige historie, vi har kendskab til, har vi haft mulighed for at leve under så rigt varierede livsforhold, og med så udstrakte muligheder for mobilitet, udveksling og udfoldelse, som i vor tidsalder. Med den teknologiske udvikling og videns eksplosionen er der sket omvæltende forandringer i et omfang og i en hastighedstakt, der er uset i menneskehedens historie. Og alligevel kan vor tid om nogen karakteriseres ved de fravalg, der er gjort siden den industrialiserede tidsalder begyndelse for nogle hundrede år siden, og hvis følger nu viser sig at være skæbnesvangre for menneskets fysiske, psykiske og åndelige sundhed. Det er disse fravalg og deres følger jeg ser som vor tids forgiftede vand, fordi de i en række henseender har adskilt os fra kontakten med nødvendige og livgivende forudsætninger for udfoldelsen af vore grundlæggende kvaliteter og værdier og fremmedgjort os fra vor eksistentielle og menneskelige grund. Den udvikling og vækst, som har ført os frem til livet i det globaliserede informations-samfund er sket ved en ensidig og endimensional fokusering på visse aspekter af vor kapacitet og muligheder for livsudfoldelse som mennesker på bekostning af andre ligeså fundamentale forudsætninger for liv og udvikling, og fravalgene er til dels sket bevidst. Det skulle ikke undre mig, om vore efterkommere vil kalde vor epoke for noget i retning af "tidsalderen hvor man levede på bekostning af…".
Opsplitningen mellem krop og sjæl og den rationalistiske synsmådes sejr over den introspektive og intuitive måde at udvikle viden på, betød et fravalg af en række dimensioner af den eksistens og væren, vi er uadskillelig del af, og berøvede mennesket muligheden for at anvende en lang række erfaringskategorier og dermed muligheder for at percipere og erfare sig selv og virkeligheden mangedimensionalt. Denne enten-eller indstilling viser sig tydeligt i vor måde at opfatte og operere med tid på, idet det lineære, fremadskridende tidsbegrebs dominans på bekostning af andre former for tidsopfattelse, f.eks. tidsrum hvori begivenheder udfolder sig i samtidighed, indebærer, at vi ikke blot er op mod et tilsyneladende uløseligt erkendelsesmæssigt paradoks inden for den moderne atomfysik, - bl.a. fordi kausalitetsprincippet er knyttet til tidsaksens ensretning ¹ - men også at vor virkelighedsopfattelse er uløseligt bundet til klokkeurets og kalenderens kvantificerende opdeling af tilværelsen i fremadskridende tidsenheder.
Indførslen af klokketiden, som vi kender den i dag, skete samtidig med den industrielle tidsalders begyndelse. Opfindelsen af maskiner og elektricitet betød, at der kunne produceres mere på kortere tid. Tid og mængden af omsættelige produkter blev mål for produktionens effektivitet og dermed en økonomisk faktor. Mennesket som før havde levet i pagt med sin egen biologiske tid og den omgivende naturs rytme, og med rytmen for dag og nat og for aktivitet og hvile, fik i bogstaveligste forstand smadret sit biologiske ur med 24 timers samfundets indførelse (Schjødt 2002). Respektløsheden overfor og tabet af fornemmelsen og sansningen af sig selv som organisk og rytmisk udfoldelse af liv er uden tvivl medvirkende til nutidens menneskers oplevelsen af en form for hjemløshed i sig selv og fremmedhed i forhold til naturen. Det har gjort det let at gøre os afhængige af den opskruede hastighed, hvormed den computerstyrede produktionen og produktudvikling foregår i dag, og til slaver af tiden, der er ophøjet til at være mål for ikke blot økonomisk værdi, men også for værdien af livsindhold, der ligesom økonomisk værdi forbindes med kvantificering og talsættelse af mængden af aktivitet pr. tidsenhed, eller med andre ord, hvad vi kan nå.
Begrebet "barn af sin tid" udtrykker at vi dels rummer almene menneskelige kvaliteter og træk, som vi identificerer os med og udtrykker generelt som mennesker, dels at vi er præget af den kultur, de samfundsmæssige betingelser og den vidensudvikling, der hersker på et givet tidspunkt. I det 20 århundrede, hvor industrialiseringens tankemåde influerede stadigt flere af livets forhold opstod udtrykket "produkt af sin tid". Den forandringshastighed vi opererer med i dag gør begge udtryk uaktuelle, for der er så at sige ikke tid til at være barn af sin tid, og produkters indbyggede forældelse træder i kraft, når de kommer i omløb som varer. I skrivende stund synes en mere præcis karakteristik at være: "mennesket under produktudvikling til fremtiden".
Værdisættelsen af hastighed og tempo har medført en idealisering af det forhøjede stressniveau vi lever under i dag. Det er prestigegivende at have travlt, at udrette noget, at have mange ting om ørene og være stresset. Det giver indtryk af, at der sker noget, at der er gang i den, at man er effektiv og betydningsfuld. At have skiftende arbejdsvilkår og skiftende arbejde, være produktiv, tjene penge og forbruge giver oplevelsen af at være nogen og at være værdifuld. Tempoet og de uforudsigelige skift giver spænding og indhold i tilværelsen, en nervøs puls, en rå rastløshed, der nærer illusionen om at kunne mærke livet, fordi overproduktionen af stresshormoner giver en berusende fornemmelse i kroppen, samtidig med at oplevelsen af at svæve over vandene udvisker det almindelige livs begrænsninger og måske udløses kicket, man bliver høj af. Og efterhånden bliver vi forledt til at tro, at den måde vi tænker, handler og organiserer vort liv på i denne verden baserer sig på naturgiven nødvendighed, og at vor overlevelse står og falder med, om vi kan være med i konkurrencen om at skabe størst mulig effektivitet, vækst og forandring ikke blot i produktionen af varer, ydelser, undervisning og forskning, men også i udviklingen af os selv som mennesker.
_________________
¹ Ifølge Dzogchen, der er kvintessensen af buddhistisk filosofi, opereres der med de tre tider: fortid, nutid og fremtid, og den fjerde tid, der er disses samtidighed i det kontemplative nu, og som kaldes tidens essens.