Mennesket i produktudviklingens tidsalder
Bragt i Psyke & Logos, 2002, nr. 1
IV. Sammenbrud og rehabilitering
Den blanding af uvidenhed, arrogance og kynisme, der bl.a. under betegnelsen "is i maven", anses for at være en nødvendig lederegenskab hos politiske ledere, ledere af offentlige institutioner og erhvervsvirksomheder, og som erstatter det ægte overbliks klarhed og vilje til handling, er en afgørende forudsætning for de forfærdende psykiske og fysiske skader, mennesker i dag pådrager sig på deres arbejde, og som jeg som psykolog konfronteres med, når svært stressoverbelastede og udbrændte personer må søge professionel behandling. I min egenskab af vidne føler jeg en forpligtelse til at viderebringe, hvad jeg ser, og herved bidrage til, at i hvert fald uvidenhed ikke behøver at være en medvirkende faktor.
I det følgende vil jeg dels beskrive symptomkomplekset, dels angive rehabiliteringstiltag, jeg har erfaring for hjælper den ramte til at komme sig.
Den alvorligt stressoverbelastede eller udbrændte person, som jeg ser i klinikken, er et menneske i en forfærdelig lidelsesfuld tilstand af psykisk og fysisk sammenbrud: Angst, uro, hyperaktivitet veksler med handlingslammelse, kaotisk tankevirksomhed og episoder med mental black out, tanker der går i ring, hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær, depression, kronisk udmattelse og uoverkommelighedsfølelse, rysteture, søvnforstyrrelser, mareridt, opgivenhed, selvbebrejdelser, trang til isolation, hypersensitivitet overfor lyde og andre mennesker, forhøjet smerteterskel, kvalme og svimmelhed.
Endvidere forekommer der fragmentering, beskadigelse af perceptionen af tid, idet afgrænsningen mellem arbejde og fritid er under opløsning. Forvirring omkring perceptionen af rum: hvor er jeg lige nu? Generel desorientering og beskadiget virkelighedsoplevelse, skrøbelig selvoplevelse og -afgrænsning: hvem er jeg?. Angst for arbejdsstedet og angst for ikke at være der. "Paranoia" :tanker om at de andre taler om en, og at nogen (kollega, leder, kunde, klient, elev) vil have en ned med nakken, vil en til livs. Hertil kommer fysisk sygdom og smertetilstande, ekstrem opspændthed, oplevelser af pres i hoveder og "jag i hjernen". Desuden lider personen ofte af urealistiske og uklare forestillinger om sin egen tilstand og kan undertiden - på trods af de ovennævnte symptomer - have svært ved at indse det rimelige i at tage sygeorlov eller pause fra arbejdet.
Det er uhyre vigtigt at stressoverbelastning og udbrændthed diagnosticeres korrekt, så der kan sættes ind med relevant behandling så tidligt som overhovedet muligt i forløbet. Ofte vil personen og omgivelserne enten negligere eller underbetone det brede udsnit af symptomer, eller også behandles der udelukkende for kendte fysiske sygdomme som hjerte- og mavelidelser eller for depression.
Undertiden vil personen selv og omgivelserne frygte, at personen er på vej ind i en alvorlig psykisk lidelse. Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at der er tale om en forventelig reaktion på en urimelig belastningssituation hos mennesker, der ikke tidligere har vist disposition til psykisk skrøbelighed, og at symptomerne klinger af i løbet af behandlingen.
Når dette er vigtigt at pointere, er det fordi den stressoverbelastedes sammenbrud ikke sjældent individualiseres og ses som forårsaget af psykisk skrøbelighed opstået i forbindelse med nuværende problematiske forhold i personens liv eller tidligere traumatiske hændelser og livsomstændigheder. Den stressoverbelastede vil nemlig ofte, i tilgift til de akutte symptomer på stressbelastning, klage over en lang række psykiske problemer, der sættes i relation til mellemmenneskelige relationer som f.eks. parforhold og/eller ubearbejdede begivenheder og traumatiske hændelser, der stammer fra tidligere perioder i personens liv. Det er min erfaring, at personen overvældes af nye og gamle følelsesmæssige og mentale ubalancer, der så at sige oversvømmer bevidstheden. Det er vigtigt som behandler at indse, at den akutte psykisk skrøbelige tilstand er forårsaget af stressoverbelastningen, som bevirker at "væggene" mellem forskellige bevidsthedsindhold bliver meget tynde, og at personens normale kontrol- og forsvarsmekanismer er væsentligt svækket. Det vil være en klar fejlbehandling at gå ind i en bearbejdning af disse problemområder, og vil kunne forværre tilstanden hos den stressoverbelastede, der i forvejen befinder sig i en tilstand af mental og følelsesmæssigt kaos, og som ikke er i kontakt med de ressourcer en sådan bearbejdningsproces forudsætter.
I begyndelsen af behandlingsforløbet vil det være nødvendigt at skabe forståelse for, hvad det er for en situation, personen er kommet i, og hvordan den kunne opstå, og tage hånd om selvbebrejdelserne over ikke at kunne klare arbejdet, - for det kan alle andre tilsyneladende. Personen må have mulighed for at tale om belastende hændelser i arbejdssituationen op til sygeorloven - vel at mærke ikke for at bruge energi og kræfter til at bearbejde situationerne - men for at hjælpe personen til gradvist at adskille sig fra dem og slippe dem.
Det helt afgørende er nemlig, at den stressoverbelastede ved hjælp af fokusering på nærvær og tilstedeværen i nuet får oplevelsen at komme (hjem) til sig selv, hvor personen kan mærke sig selv og huske sig selv. Dette nærvær tydeliggør og fordyber lidt efter lidt personens kontakt med sin egen atmosfære, livsrytme og de kvaliteter og værdier, der opleves som personens eksistentielle fundament og grundlaget for autentisk selvopfattelse og livsudfoldelse. Denne proces er ikke blot helende for de psykiske og fysiske ubalancer og de skader, som stressoverbelastningen forårsagede, men vil også i naturlig sammenhæng med personens pågående bevidstgørelse om sig selv afstedkomme en bearbejdning af "gamle" psykiske skader.
Rehabiliteringsprocessen, der kan vare adskillige måneder, vil kunne aktualisere spørgsmål af eksistentiel og værdimæssig karakter. Det er både gavnligt for healingsprocessen og for den fremadrettede proces, der fører til restituering af arbejdsevnen og genoptagelsen af arbejdet, at personen tager sit liv og værdimæssige grundlag op til fornyet overvejelse og revurdering. Dette fører ikke blot til en større bevidsthed om, hvilke værdier og kvaliteter, der er vigtige i personens liv, men også hvor væsentligt det er at leve i overensstemmelse med dem - hvilket mindelserne om den stressoverbelastede tilstand sætter i relief.
Erfaringerne fra klinikken viser således, at det stressoverbelastede menneske i mere end én forstand er ude af sig selv, og at den vigtigste helende faktor er at komme til at mærke sig selv og kontakten med det nærvær der muliggør tilstedeværen i de personlige kvaliteter og ressourcer, der er grundlaget for identitetsoplevelsen og for en realistisk selvopfattelse.
Denne væren ude af sig selv og uden kontakt er imidlertid ikke forbeholdt de i gængs forstand stressoverbelastede og udbrændte. Det stadigt større antal mennesker, der de sidste 10 år har søgt psykologhjælp, fordi de trives dårligt og ikke kan klare livskriser på egen hånd har udvist lignende symptomer på at være adskilt fra sig selv. Der har således i mit arbejde vist sig følgende tendens:
- Utilstrækkelig kontakt med sig selv og væsentlige værdier og kvaliteter, der kan underbygge en stabil og sund selvfølelse, er en gennemgående problematik for det voksende antal mennesker, der søger psykolog, uanset årsagen til henvendelsen.
- Det er en ekstra belastning og giver anledning til følelser af utilstrækkelighed, skam og magtesløshed ikke at være i tilstrækkelig kontakt med de kvaliteter og ressourcer, der er nødvendige for at et menneske kan tåle og bære konfrontationer i livet og arbejde sig igennem uundgåelige kriser.
- Ensidig udvikling og overforbrug af aspekter af den menneskelige kapacitet på bekostning af andre giver anledning til fysisk og psykisk ubalance, der gør mennesker skrøbelige, sårbare og depressive. Når mennesket således er forhindret i at bruge sine evner fuldt ud, forringer det ikke blot helbredet og livskvaliteten, men truer tillige oplevelsen af livsglæde og udfoldelsen af livsduelighed.
Det er således et afgørende spørgsmål, hvilke forhold der i vor tid og kultur forårsager ikke blot en stressoverbelastning og udpining af den menneskelige kapacitet, men som tillige fører til ensidig udvikling og overforbrug af visse aspekter og kvaliteter på bekostning af andre, der derved undertrykkes med den konsekvens at menneskets nødvendige udviklings- og modningsproces undergraves.