Mennesket i produktudviklingens tidsalder

VIII. Universets øjeblikke
Det er en af Almaas' fortjenester, at han gennem sine mangeårige studier og arbejde med mennesker har vist, at den narcissistiske forstyrrelse kan transformeres ved en fordybet kontakt med sig selv og sin selvrealiseringsproces. Følelsen af at være funderet i sig selv er uløseligt knyttet til oplevelsen af nutid. Hvor lidet tillokkende det end kan forekomme, så er det kun ved den opmærksomme tilstedeværen i nuet og i accept af det, der er, at det forunderlige sker: det tomrum vi frygter, og som vi så ihærdigt forsøger at flygte fra, er indgangen til det uendelige rum af væren, hvor noget oprindeligt og sandt naturligt udfolder sig som en mangfoldighed af kvalitet og ressourcer.
   Det virkelige i mennesket, det der oplever "jeg er", er menneskets sande identitet og væren, og oplevelsen er, siger Almaas, ikke blot udefinerbar og vag, men sanses som noget håndgribeligt, som en fintstoflig substans, der kan beskrives, tales om og forklares, og som kan genkendes og verificeres af andre, der har haft oplevelsen.
   Det er imidlertid ikke almindeligt, at vi oplever og er i kontakt med vor sande identitet og væren, og med de kvaliteter, der udfolder sig i denne kontakt. De gængse, dagligdags erfaringskategorier og den logiske, mentale bevidsthed er ikke i stand til at opfatte væren og de oprindelige, autentiske kvaliteter. Dog har de fleste mennesker i glimt og i såkaldte højdepunktsoplevelser, f.eks. i forbindelse med kunstneriske oplevelser, naturoplevelser eller i mødet med et andet menneske, haft følelsen af at være tilstede i et intenst og virkeligt nærvær i selve det oplevede, som var man Et med det. I de øjeblikke kan man have en uvant dybde-oplevelse af virkeligheden og en dyb erkendelse og vished om, at de såvel kendte som ukendte sanseindtryk, stemninger, indsigter og følelser, som opleves i denne tilstand, er indiskutabelt sande.

   Under skrivningen om vor tids menneskers trang til at flygte ud i fremtidens endnu uopfyldte, grænseløse muligheder, slog det mig, at det kunne være interessant at vide, hvad der kommer efter fremtiden. Og jeg forestillede mig tiden som et uendeligt, åbent hav, hvor tidsepokerne er som øjeblikke i universet, der som transparente sammensyninger i korte, lige streger rimper tidshavet sammen her og der, og som opløser sig i næste øjeblik, som bølger i et hav.
   I mine refleksioner over, hvad det er, der bevirker en tidsepokes afslutning, opstod ønsket og håbet om, at vi vil få mulighed for at bruge den viden og indsigt, der i løbet af vor menneskeheds tidsepoke er blevet tilgængelig. Så vi i tide kan afværge den kollektive, adskilte og uvidende bevidstheds virkelighedsflugt ud i grandiose drømme og forestillinger, der fjerner os fra vores naturlige menneskelige grund, så vi som selvopblæste balloner lader os drive hid og did i vor uopfyldelige stræben efter tomrummets forgængelige luftspejlinger.
   Vi har alle drukket af det forgiftede vand, men som alle historier, der bærer vidnesbyrd om, at der findes sandhed og fordrejning fra denne sandhed, således er vi hver især historier, der med vor livsudfoldelse bevidner sandheden såvel i dens renhed og ægte storhed som i dens fordrejninger. Forskellen på historierne er, hvad vi hver især og kollektivt tillægger betydning, og om vi har mod til at stå ved vor sunde dømmekraft.

Udgivelser / forfatterskab